Dysartri

Dysartri er en motorisk taleforstyrrelse. Dysartri påvirker en persons evne til at tale højt, tydeligt, naturligt og/eller hurtigt.

Årsag

Dysartri opstår, når man får en skade eller sygdom i hjernen eller på de nerver, der forsyner vores taleorganer:

  • åndedrætsmusklerne
  • struben
  • tungen
  • læberne
  • kæben
  • ganen

Sygdomme, der kan medføre dysartri, er fx apopleksi (blodprop eller blødning i hjernen), Parkinsons sygdom, spasticitet og andre neurologiske sygdomme.

Kendetegn

Når man får dysartri, har man svært ved at styre, bevæge eller koordinere de muskler og organer, man bruger til at tale. En person med dysartri kan have en påvirket vejrtrækning, stemme, udtale, sprogmelodi og taleklang.

Vanskelighederne kommer til udtryk ved, at man har svært ved tale højt, tydeligt, naturligt og/eller hurtigt. Symptomer på dysartri varierer meget, og mange vil opleve flere på samme tid.

Nogle gange forekommer dysartri sammen med afasi, især efter en blodprop eller blødning i hjernen.

Hvad kan du selv gøre?

Vis alle

Træn din tale

Det er vigtigt, at du bliver ved med at tale, selvom du har fået dysartri, for ligesom resten af kroppens muskler har taleorganerne godt af at blive brugt.

Taleråd til dig med dysartri

Disse råd kan hjælpe dig med at blive forstået, hvis du har dysartri. Benyt dig af dem, der virker for dig:

  • Hav øjenkontakt med den, du taler med.
  • Tal langsomt.
  • Hold pauser.
  • Tal i korte sætninger.
  • Tal i rolige omgivelser (undgå baggrundsstøj).
  • Lav tydelige mundbevægelser.
  • Skriv, hvad du vil sige, hvis du ikke bliver forstået.
  • Sig et ord ad gangen.
  • Brug kun de vigtigste ord.
  • Acceptér at du indimellem er træt og har brug for at hvile.

Kommunikationsråd til pårørende

  • Tal i rolige omgivelser. Undgå baggrundsstøj!
  • Sørg for at hjælpemidler såsom høreapparater, briller eller tandproteser er i brug.
  • Hav øjenkontakt. Sid helst over for hinanden når I taler sammen.
  • Samtale-etik: Tal til personen med dysartri som til ligestillede. Tal ikke langsommere eller højere.
  • Giv personen med dysartri tid.
  • Sig til hvis der er noget, du ikke forstår. Bed evt. om en gentagelse.

Indsatser fra CSV

Vis alle

Undervisning

I undervisningen undersøger vi din tale for at finde ud af hvilke områder, der er blevet påvirket efter skaden. Vi finder herefter de rette øvelser til dig og vejleder dig i, hvordan du bedst træner din tale. Dette kan være:

  • Øvelser i artikulation.
  • Øvelser i koordination af vejrtrækning og tale.
  • Stemmeøvelser.
  • Kommunikationsøvelser.

Vi underviser dig også i at bruge strategier til bedst at kommunikere på trods af de vanskeligheder, du oplever efter dysartri.

LSVT-metoden

Hvis du har Parkinsons sygdom, og dit primære symptom er nedsat stemmekraft, vil du blive undervist i at øge din stemmekraft med udgangspunkt i LSVT-metoden (Lee Silverman Voice Treatment).

LSVT-metoden er udviklet til mennesker med Parkinsonisme, men nogle personer med dysartri kan også have gavn af metoden. LSVT er evidensbaseret og har videnskabeligt dokumenteret effekt på vejrtrækning, stemme, tale, mimik og synkning.

Pjecer og information til download