VCD og EILO
Årsag
VCD- og EILO-anfald skyldes, at strukturer i struben (over/på stemmelæbeniveau) kollapser eller lukker sammen under indånding og dermed begrænser eller hindrer vejrtrækningen.
Kendetegn
Både VCD og EILO giver pludseligt opstået vejrtrækningsbesvær, oftest udløst af anstrengelse, ved fx sportsudøvelse. Vejrtrækningsbesværet går hurtigt væk, når man stopper med anstrengelsen. I nogle tilfælde kan anfaldene være udløst af andet end anstrengelse – det kan være fx parfume, dampe eller kold luft. I så fald betegnes det enten VCD eller ILO (Induced Laryngeal Obstruction).
VCD og EILO kan have lighedstræk med angstanfald, men det er ikke det samme.
Der er heller ikke tale om astma (som dog kan optræde samtidigt), men nogle af symptomerne kan være de samme.
Symptomer på VCD/EILO kan være:
- Anfald af akutte vejrtrækningsproblemer under anstrengelse.
- Lyd på indåndingen (stridor) under anstrengelse.
- Følelsen af ikke at kunne at trække vejret under anstrengelse.
- Følelsen af ikke at få nok luft generelt.
- Hæshed eller anden ændring af stemmekvaliteten under anstrengelse.
- Stemmetræthed og klumpfornemmelse under anstrengelse.
- Rømmetrang og/eller hoste under eller efter anstrengelse.
Hvad kan du selv gøre?
Vis alle
Kontakt din læge
Hvis du tror, at du eller din pårørende har VCD eller EILO, skal du kontakte din læge og bede om en henvisning til lungemedicinsk afdeling.
På lungemedicinsk afdeling kan man få lavet en CLE-test, hvor man filmer stemmelæberne under anstrengelse. Denne undersøgelse bruges til at stille diagnosen VCD eller EILO.
Bevar roen
VCD- og EILO-anfald er ikke farlige, selvom det kan føles sådan.
Efter de første anfald kan man komme til at opbygge en frygt for ikke at kunne få vejret. Frygten for ikke at kunne trække vejret kan virke forstærkende og vedligeholdende på VCD- og EILO-anfald.
Første skridt til bedre at kunne håndtere VCD/EILO er at blive bevidst om dette og forsøge at bevare roen.
Indsatser fra CSV
Vis alle
Undervisning
I undervisningen lærer du at blive mere bevidst om din vejrtrækning og bedre i stand til at kontrollere din strube. På denne måde kan du lettere håndtere VCD- og EILO-anfald. Et undervisningsforløb indeholder typisk:
- Viden om stemmelæberne og strubens muskulatur og funktion.
- Viden om vejrtrækningsmønstre i hvile og under sportsudøvelse.
- Bevidstgørelse om egne vejrtrækningsmønstre og spændinger i strubeområdet.
- Øvelser, der kan afspænde stemme og strube.
- Øvelser/teknikker, der kan åbne struben under anfald.
- Øvelser/teknikker til at ændre vejrtrækningsmønstret.
- Samtale om strategier for håndtering af anfald.