Header menu

Stemmetransformation

Hvad kan CSV gøre for dig?

Som transkønnet person med en binær kønsforståelse kan det være, at du pga. din stemme ikke bliver opfattet som det køn, du identificerer dig med. Måske især i telefonen eller under andre omstændigheder, hvor den, du taler med, ikke kan se dig. At blive fejlkønnet kan være meget ubehageligt og kan skabe eller forstærke en dårlig selvfølelse. Det kan også medføre en undgåelsesadfærd, hvor du lader være med at sige noget i det offentlige rum, eller at du taler så lidt i telefon som muligt. Hvad enten du er transmaskulin eller transfeminin, kan du altså have et ønske om at ændre din stemme og tale, så den stemmer overens med din kønsidentitet. Du kan også som non-binær person ønske at transformere din stemme og tale, så den stemmer mere overens med den person, du er. Det kan være, at du ønsker en mere feminin, maskulin eller kønsneutral lyd.

Hvis du får hormonbehandling, er det kun mandligt kønshormon, der påvirker din stemme, så den bliver dybere af sig selv. I den proces oplever nogen, at de mangler kontrol over stemmen, eller den f.eks. bliver træt eller hæs.

Gennem stemmeundervisning på CSV er der mulighed for at ændre på stemmen og talen. Vi underviser i generelle forhold om stemmebrug, og vi underviser i de forhold, som angår netop din stemmefunktion og situationer, hvor du har brug for hjælp. Formålet med undervisningen er at opnå en stemme, som passer til dig, og som du har lyst til at anvende i din hverdag.


Hvad indebærer det at transformere stemmen?

En persons stemme er påvirket af de fysiske forhold i halsen. Stemmelæberne og svælget er større hos en person med mandligt fødselstildelt køn end hos en person med kvindeligt fødselstildelt køn, og dermed er stemmen dybere og taleklangen mørkere. Men strukturerne i hals og svælg er bevægelige, og det er muligt at arbejde med både tonehøjde og klang, så man kan gøre talestemmen højere, lysere og mere feminin eller lavere, mørkere og mere maskulin.

I et undervisningsforløb vil der typisk blive arbejdet med følgende:  

  • Afspænding
  • ​Vejrtrækning
  • Stemmens lyd (tonehøjde, stemmestyrke og klang)
  • Talens udtryk (artikulation/udtale og sprogmelodi)
  • Vejledning i stemmebrug i forbindelse med hormonbehandling
  • Vejledning i stemmesundhed i forbindelse med stemmetransformationen

Det er afgørende for resultatet, at du træner hjemme og bruger dine værktøjer fra undervisningen og den nye stemme så meget som muligt mellem hver lektion. Stemmetransformationen er krævende, og undervejs vil du måske opleve, at du ikke har 100% kontrol over stemmen. Du skal huske på, at du vil være i en læringsproces, og at det tager tid at ændre din stemme. Du vil sandsynligvis falde tilbage i den gamle stemmebrug gang på gang. Det er en naturlig del af forandringsprocessen.


Hvad kan du selv gøre?

Før du starter et forløb hos en logopæd, kan du overveje, om du er klar til den udfordring, det er at skulle forandre stemmen og tænke over, hvad der evt. vil være svært for dig, som du skal have hjælp til. Er det at bruge den nye stemme på arbejdet, i familien, med vennerne eller med personer, som du ikke kender?

Det er vigtigt, at du er indstillet på at afse tid til stemmearbejdet og er motiveret for at indgå i et stemmeundervisningsforløb. Dette giver de bedste forudsætninger for at ændre din stemme og fastholde den over tid.