Header menu

Jespers historie

  • Sådan kom Jesper igennem følgerne efter en blodprop
Jeg fik en blodprop, mens jeg stod på ski og styrtede uden hjelm

Hvad skete der?

I 2014 var jeg på skiferie. Jeg fik en blodprop, mens jeg stod på ski og styrtede uden hjelm. Så jeg fik både blodprop og en hjerneblødning. Blodproppen var formentlig følge af livsstil, og hjerneblødningen skyldtes skistyrt på nakken uden hjelm.

Hvad var svært?

Jeg havde problemer med at huske, ligesom jeg havde store problemer med at finde de rigtige ord. Det hele kørte lidt rundt i mit hoved. Jeg var svimmel meget af tiden, ligesom jeg var eller ret hurtigt blev træt.

Den første tid

Til at starte med, brugte jeg alle de muligheder jeg kunne finde, for professionel hjælp. Det var fysioterapeut, ergoterapeut, neuropsykolog, talepædagog og personlig fysisk træner, ligesom jeg opsøgte folk med tilsvarende problemer for at høre, hvordan de havde tacklet det og for at høre deres erfaringer.

Jeg blev ret hurtigt træt, så jeg havde brug for to sovepauser i løbet af dagen. Eftersom jeg var glemsom, blev et system til hurtige noter på min smartphone lige fra starten ret vigtigt for mig.

Det har altid ligget til mig at være ret systematisk i min tilgang, hvilket skulle vise sig at være en fordel. Jeg begyndte nemlig at føre dagbog, hvor jeg noterede det, jeg havde foretaget mig den pågældende dag, herunder om jeg havde dyrket motion. Ret hurtigt kunne man ud af dagbogen så se, om det var en god eller dårlig dag. Jeg brugte appen My Wonderful Days på min smartphone, hvor man kan sætte en karakter på dagen fra meget dårlig til meget god. Jeg fokuserede meget på det positive, fx 3-5 ting som havde gjort dagen god.

Hvad har virket for mig?

Omkring den manglende evne til at finde de rigtige ord, hjalp det mig meget at gå på CSV.  Jeg forberedte jeg mig til den kommende dag på jobbet ved at lave en liste med ord, som jeg skulle bruge. Det kunne fx være en undervisningssituation, hvor jeg skulle kunne nogle bestemte ord. Listen lå så lige foran mig, og jeg kunne skele ned til listen for at finde det rigtige ord.

Jeg begyndte også på en del motion. For mit vedkommende var det cykling, løb, svømning, roning og generel styrketræning, som hjalp. Jeg fandt et passende niveau på halvanden time i gennemsnit om dagen. Derudover holdt jeg op med at ryge, ligesom jeg begyndte at spise en anelse sundere.

Motionen er stadig meget vigtig for mig, og jeg kan stadig mærke forskellen. Hvis jeg bliver svimmel, mens jeg arbejder, skal jeg bare tage en løbetur på en times tid, når jeg kommer hjem, og så er svimmelheden væk.

Ligeledes brugte jeg forskellige apps på min smartphone til kognitiv træning. Jeg prøvede mange ting, men det der virkede bedst for mig var programmet Peak. Jeg brugte ca. 1 time om dagen i de første halvandet til to år.

Hvad med det sociale?

Det var et stort problem for mig i starten, at jeg ikke kunne finde ud af det sociale. I kraft af min manglende koncentrationsevne, problemer med lyde og svimmelhed med videre, kunne jeg ikke fungere normalt socialt. Jeg kunne simpelthen ikke komme ind i samtalen og byde ind med noget relevant, og min timing var elendig.

Det har siden da ændret sig positivt på grund af al den fysiske og mentale træning.

Har jeg stadig problemer?

Ja, det er stadig et stort problem for mig, at lyde går lige ind. Det filter, de fleste mennesker har, som kan lukke lyde ude, eksisterer ikke hos mig. Det vil sige, at alle lyde går lige ind i mit hoved. Hvis jeg sidder ved et middagsselskab og har en samtale, samtidig med at andre taler, har jeg virkelig svært ved at koncentrere mig og fokusere på det, jeg er i gang med. Ørepropper hjælper dog noget ved at dæmpe det generelle lydniveau.

Det betyder, at jeg ikke kan fungere i et åbent kontormiljø.

Men så kan jeg til gengæld så meget andet.